Politi rejser sigtelser i sag om fældede træer for millioner
Østjyllands Politi har rejst sigtelser i sag om fældede træer i Odder Kommune. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
I september sidste år blev en række træer fældet i Odder Kommune. Nu har politiet rejst sigtelser i sagen.
Østjyllands Politi har rejst syv sigtelser i en sag om ulovligt fældede træer i Odder Kommune.
Det skriver Horsens Folkeblad tirsdag.
- Der er blevet rejst syv sigtelser i sagen. En enkelt sigtelse for tyveri af træ samt seks forskellige sigtelser for groft hærværk med et samlet erstatningskrav på flere millioner kroner, siger Emil Enemark Sørensen, der er kommunikationsrådgiver i Østjyllands Politi til Horsens Folkeblad.
Det fremgår ikke, om det er en eller flere, der er sigtet i sagen.
Træerne blev fældet i september sidste år, skriver mediet.
De ulovligt fældede træer på Odder Kommunes arealer har en værdi "i millionklassen".
Det har Helle Bøhl-Møller, teknik- og miljøchef i Odder Kommune, tidligere udtalt til TV 2 Østjylland.
Allerede dengang blev træfældningerne meldt til politiet.
Dengang sagde Østjyllands Politi, at det var bekendt med, hvem der havde fældet træerne.
Da der i september blev fældet 31 vejtræer i løbet af en weekend, var flere lokale vidne til det.
De fortalte dog til TV 2 Østjylland, at det så helt normal ud, og at det bestemt ikke så ud til, at der foregik ulovligheder.
Det beskrives blandt andet, hvordan en traktor kørte på marken og fældede de gamle træer.
/ritzau/
Seneste artikler
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker