Politi rykkede talstærkt ud efter skud i Aarhus
Østjyllands Politi rykkede søndag aften talstærkt ud til Åbyhøj efter melding om skud. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet efterforsker en anmeldelse om skud i Åbyhøj nær Aarhus søndag aften. Der er fundet flere skudmærker.
Mandag morgen er politiet færdige med at undersøge i et industrikvarter omkring Egsagervej i Åbyhøj nær Aarhus.
Det oplyser presseafdelingen ved Østjyllands Politi, der fik en melding om skud tæt på et autoværksted søndag aften omkring klokken 21.
Undersøgelserne har resulteret i fund af projektiler og mærker fra skud, men der er umiddelbart ingen tilskadekomne, og politiet har ikke fundet nogen gerningsmand eller gerningsmænd.
Vagtchef René Ludvig fra Østjyllands Politi fortalte søndag aften, at alle ledige ressourcer var blevet sendt til stedet.
- Vi har fået en anmeldelse om, at der er blevet afgivet flere skud på en adresse i Åbyhøj. Vi ved ikke hvor mange endnu, sagde han.
Mandag morgen kan politiet ikke komme nærmere ind på, hvad der er foregået.
Søndag aften lød det fra politiet, at det ikke vidste, om der var nogen, der var blevet ramt af skuddene, eller hvem der er blevet skudt efter.
- Vi har varslet traumecentret og skadestuen, men de har ikke fået nogen ind endnu. I hvert fald ikke i vores kreds, sagde René Ludvig.
Mandag morgen er meldingen fortsat, at ingen skal være kommet til skade.
Politiet beder borgere om at ringe til politiet på 114, hvis de har set noget mistænkeligt i området søndag aften.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned