Politi sætter regler om kropsvisitation ud af kraft efter drab
Københavns Politi opretter to visitationszoner, hvor politiet må visitere alle uden videre grund.
Københavns Politi sætter retsplejelovens regler for kropsvisitation ud af kraft i to såkaldte visitationszoner. Det sker, efter at en en 27-årig mand torsdag blev skudt og dræbt. Zonerne træder i kraft fredag klokken 18 og gælder i 14 dage.
- Borgerne skal kunne føle sig trygge, når de færdes i de københavnske gader, og derfor har vi en solid og omfattende indsats rettet mod bandekriminalitet, siger politidirektør Anne Tønnes i en pressemeddelelse.
- Vi vil ikke acceptere den utryghed, som bandernes gerninger fører med sig, og som led i indsatsen opretter vi nu to visitationszoner, som giver os mulighed for at kontrollere, at personer ikke færdes med våben i områderne, siger hun.
Visitationszonerne oprettes på Nørrebro og i Nordvest samt i Tingbjerg og Husum. I zonerne har politiet ret til at kropsvisitere enhver uden videre.
Normalt kræver reglerne i retsplejeloven, at politiet har en "rimelig grund" til at mistænke vedkommende for en lovovertrædelse. Men med særreglerne om visitationszoner kan politiet i særlige tilfælde sætte grundreglen ud af kraft.
Det er politidirektør Anne Tønnes, der har truffet afgørelsen. Den begrunder hun dels i torsdagens skuddrab, dels i to skudepisoder i henholdsvis Tingbjerg den 11. november og i Nordvestkvarteret den 16. november.
Derudover henviser hun til, at der fredag var skud i en frisørsalon i Rødovre. Tre personer blev ramt. Den ene afgik ved døden.
Den nærmere afgrænsning af zonerne kan ses på Københavns Politis hjemmeside.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde