Et par fra Horsens er varetægtsfængslet og sigtet for at have affyret 15 skud mod en ejendom i Bisholt ved Glud syd for Horsens Fjord. Skudepisoden fandt sted den 27. februar.
Parret på henholdsvis 23 og 28 år er datter og svigersøn til den 41-årige Chanette Sørensen fra Lund ved Horsens, der blev skudt og dræbt i sit hjem tre dage efter skyderiet.
Politiets efterforskning koncentrerer sig nu om at finde ud af, om der er en sammenhæng mellem skyderiet og drabssagen.
- Nu skal vi ud og tale med en lang række mennesker og forsøge at finde ud af, hvordan det hænger sammen, siger efterforskningschef Steen Edeling, Sydøstjyllands Politi.
Ifølge Horsens Folkeblad bor Chanette Sørensens bror og hans kone i det hus, der blev beskudt. Derfor kan der være tale om et familieopgør.
Parret, der sigtes efter straffelovens paragraf 252 om at bringe andres liv og førlighed i fare og efter våbenparagraffen, blev ved et grundlovsforhør fredag fængslet i fire uger. Fængslingen er kæret til Vestre Landsret.
I forvejen har politiet to mænd på 29 år og 23 år varetægtsfængslet i drabssagen.
Chanette Sørensen blev den 2. marts dræbt af et skud i hovedet i sit hjem, mens hun havde besøg af flere gæster. Skuddet blev affyret fra et sted uden for hendes hus, og vidner har set en bil forlade stedet med høj fart.
Kvinden døde i armene på datteren.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker