Politi: Slag mod Mette Frederiksen var spontan handling

Polsk mand var tilsyneladende skæv og sløv af stoffer og alkohol, da han angiveligt slog statsministeren.

Offentliggjort Sidst opdateret

Overfaldet på Mette Frederiksen fredag i det indre København bedømmes umiddelbart af politiet som "en enkeltstående, spontan handling".

Det siger politiinspektør Trine Møller til Ritzau efter et grundlovsforhør med den sigtede i sagen.

- Vi ser det som en enkeltstående, spontan handling, og vi har på nuværende tidspunkt det ikke som en styrende hypotese i vores efterforskning, at der var tale om et planlagt angreb på statsministeren, udtaler politiinspektøren fra Københavns Politi.

I retsmødet er en 39-årig polsk mand, der ikke taler dansk, blevet varetægtsfængslet i 12 dage.

Sigtelsen drejer sig om vold mod en person i offentlig tjeneste.

Statsministeren blev ramt af et slag med en knyttet hånd på sin ene overarm, så hun "kom ud af kurs", fremgår det af den sigtelse, som lørdag er blevet læst op i retsmødet i Retten på Frederiksberg.

Den nu fængslede var tilsyneladende skæv og sløv på grund af såvel alkohol som euforiserende stoffer. Desuden har en læge bedømt ham til at være psykisk uligevægtig.

Manden har nægtet sig skyldig i vold.

I et opslag på det sociale medie X har politiet efter retsmødet skrevet, at det ikke er en styrende hypotese, at hændelsen var "politisk motiveret".

Mette Frederiksen er ifølge Statsministeriet rystet ovenpå overfaldet, som skete klokken 17.49 ved Kultorvet.

En række arrangementer lørdag er blevet aflyst. Ifølge en lægerapport medførte volden ømhed, hovedpine og nakkesmerter.

Fredag aften og lørdag er det strømmet ind med sympati-erklæringer fra politikere i ind- og udland.

/ritzau/