Politi-sms redder 89-årig dement mand

Uden politiets sms-system i Nordsjælland, havde en 89-årig dement mand risikeret at skulle tilbringe uforholdsvis mange timer ude i nattekulden.

Heldigvis lykkedes det torsdag eftermiddag for politiet at finde frem til den 89-årige efter mindre end tre timer. Det takket være Nordsjællands Politis sms-satsning: Tryk Politi.

- Den 89-årige forlod plejehjemmet Montebello på Gurrevej i Helsingør ved middagstid, og vi får så anmeldelsen klokken 13.38, fortæller vagtchef Bruno Witting-Hansen til Ritzau.

Politiet valgte derefter at sende sms ud til de borgere, som er tilmeldt sms-ordningen, og som bor i en bestemt radius fra plejehjemmet.

- I det her tilfælde har vi udsendt sms'er til 1223 brugere, fortæller Bruno Witting-Hansen.

En af sms-modtagerne var en kvinde. Hun fik øje på en ældre mand i et venterum ved stationen, som passede på politiets udsendte signalement.

- Vi kører straks derud og kan konstatere, at det er den rigtige mand, fortæller Bruno Witting-Hansen.

Sms-systemet Tryk Politi blev oprindeligt etableret som et led i indsatsen mod indbrud. Med systemet kan politiet hurtigt komme i kontakt med borgere i et bestemt område og bede dem holde øjne og ører åbne.

Det kan for eksempel være mistænkelige personer eller biler, som politiet er interesseret i at få et tip om.

- Det har vist sig, at systemet også kan bruges i andre sammenhænge. Og det her er jo et eksempel på, at systemet virker, siger Bruno Witting-Hansen.

- Men vi bruger det kun, når vi har noget helt konkret, vi kan melde ud, siger han.

Den 89-årige mand var en smule forfrossen, da politiet fandt ham klokken 17.15. Han er nu tilbage på plejehjemmet i god behold.

/ritzau/

Politiet brugte torsdag med held sms'er til at bede om borgernes hjælp til at finde en 89-årig dement mand.

Offentliggjort Sidst opdateret