Politi søger vidner med kendskab til sort knallert på Christiania
Efter skuddrab på Christiania leder politiet efter vidner, der har set en sort knallert i området.
Københavns Politi efterlyser fortsat vidner til et skuddrab ved Pusher Street i Christiania natten til lørdag.
Politiet leder blandt andet efter vidner, der har set en sort knallert i området, lyder det i en pressemeddelelse.
Vidner har oplyst, at to mænd efter skudepisoden løb ud af Christiania mod hovedindgangen ved Bådsmandsstræde og Prinsessegade. Her har de muligvis taget en knallert i brug og er kørt mod Holmen og Refshaleøen.
Efterfølgende har politiet fundet en efterladt knallert i et buskads ved boldbanerne få hundrede meter nord for Christiania.
Knallerten er stjålet i nærområdet natten til fredag. Den undersøges nu for spor.
Den er af mærket SYM Mio 50, er sort og hvid og mangler frontskjoldet.
Politiet opfordrer derfor vidner, der det seneste døgn har set knallerten eller andre knallerter, som ikke plejer at stå i området, til at henvende sig.
Politiet har ikke endeligt lagt sig fast på, at den fundne knallert er flugtkøretøjet.
Der kan derfor have været en anden knallert eller et andet flugtkøretøj i brug.
Natten til lørdag blev to personer ramt af skud på Carl Madsens Plads.
Den ene mistede livet. Han blev 22 år. Den anden, der er 31 år, blev såret og har ikke været i kritisk tilstand.
Tidligere lørdag forventede politiet at kunne udsende et signalement af den formodede drabsmand. Men da forskellige personer er set forlade området i løb efter skuddene, er det svært for politiet at fastslå, hvem af dem der var gerningsmanden eller gerningsmændene.
Derfor er det endnu for tidligt at melde en beskrivelse ud, lyder det.
- Vi arbejder intensivt med at komme nærmere en gerningsmand og et motiv for drabet. Vi er taknemmelige for den store hjælp, vi allerede har modtaget til opklaring af sagen, udtaler vicepolitiinspektør i Københavns Politi Bjarke Dalsgaard Madsen i pressemeddelelsen.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned