Politi søger vidner til groft overfald

Politiet efterlyser vidner til et groft overfald på en 17-årig mand fra Væggerløse natten til søndag.

Den unge mand vågnede søndag formiddag op ved toiletbygningen på stranden for enden af Marielyst Strandvej og var voldsomt forslået.. Hvad der helt præcist er sket, ved politiet endnu ikke, da det kun har været muligt at afhøre den 17-årige ganske sparsomt.

Den unge mand var mandag morgen fortsat indlagt på sygehuset, men er efter alt at dømme sluppet fra overfaldet uden brud eller indre blødninger.

Ifølge politiet tyder alt dog på, at offeret er blevet overfaldet på et tidspunkt mellem klokken 02.30 og 03.30 natten til søndag enten inde i selve toiletbygningen eller lige i nærheden.

Den 17-årige er mørkhåret og var på gerningstidspunktet formentlig iklædt en hvid t-shirt med v-udskæring og snore. Inden overfaldet var den 17-årige på diskoteket Base 59 - som i weekenden i øvrigt skiftede navn til Club Kiwi, men hvad der derefter er sket, ved politiet endnu ikke.

Har man oplysninger i sagen, skal man kontakte lokalpolitiet i Nykøbing på telefon 54 85 14 48 eller 114 med det samme.

Foto: Det var i eller omkring toiletbygningen her, at overfaldet efter alt at dømme er sket.

En ung mand fra Sydfalster blev natten til søndag udsat for et groft overfald i eller udenfor en toiletbygning i Marielyst.

Offentliggjort Sidst opdateret