Politi tager på søndag nyt våben i brug
Politiet i flere kredse har fra 1. december også en strømpistol i bæltet. Foto: Rigspolitiet/Free
Betjente i tre kredse bærer fra 1. december også en strømpistol. Måske skal det udbredes til hele landet.
Fra på søndag vil strømpistoler for første gang nogensinde være i politiets bælter.
Det nye våben skal i en prøveperiode bruges af betjente på Københavns Vestegn, Nordjylland og på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rigspolitiet.
Når prøveperioden er slut i juli 2026, skal det besluttes, om strømpistolen skal udbredes til resten af landet.
Under pilotperioden bliver der løbende og systematisk indsamlet data om politiets brug af strømpistolen. Der vil også løbende blive evalueret på effekten af strømpistolen, og hvordan politibetjentene oplever det nye magtmiddel.
Valget af strømpistol er landet på Axon Taser 10, som ifølge Rigspolitiet er en af de nyeste modeller på markedet og dermed også en af de strømpistoler med den nyeste teknologi.
Strømpistolen kan skyde op til 13,7 meter og har ti pile, som affyres én af gangen.
Der kræves kontakt med minimum to pile, før der opnås kredsløb, og der gives et elektrisk stød, som maksimalt varer fem sekunder og markeres med en hyletone.
Stødet kan give op til 1000 volt i spænding og kan afbrydes eller genaktiveres, hvis det er nødvendigt.
Når den ramte får stød, lammes musklerne. Dermed mister personen kortvarigt evnen til frivilligt at bevæge sig.
Baggrunden for forsøget er en ambition om at nedbringe antallet af situationer, hvor politiet affyrer tjenestepistolen for eksempel i voldsomme sager med psykisk syge borgere, der truer med farlige angreb.
Politiet har fået et regelsæt for, hvornår og hvordan strømpistolen må bruges.
Betjente skal i videst muligt omfang undgå at anvende strømpistolen mod personens ansigt. Og det samme gælder i øvrigt nakke, bryst og skridt.
Så vidt muligt skal strømpistolen affyres mod en persons mave og ben. Følgeskader skal søges "begrænset til et minimum", og skuddene må ikke udgøre "en nærliggende risiko for andre".
Politiet har i forvejen flere andre magtmidler, som det kan bruge. Stave, peberspray, hunde, tåregas og skydevåben.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde