Københavns Politi fortsætter med at granske de personlige forhold hos borgere, der klager over politiet.
I en sag om en masseanholdelse på Dronning Louises Bro i maj 2011 har 33 mennesker klaget.
De mener, at de blev udsat for et ulovligt indgreb, da i alt 65 personer blev lagt i strips.
Men i en retssag om aktionens lovlighed vil politiet nu fremlægge oplysninger om klagernes fortid og holdninger, oplyser en af advokaterne for klagerne, Line Barfod.
- Det er højst besynderligt, siger advokaten om politiets undersøgelse.
Hendes undren skyldes, at Østre Landsret i retssagen om masseanholdelsen under klimatopmødet COP 15 har sagt, at den slags personlige oplysninger ikke må bruges som bevis.
I december 2009 blev i alt 944 frihedsberøvet i politiets knibtangsmanøvre. Landsretten skal afgøre, om indgrebet var lovligt, og i den forbindelse har Kammeradvokaten villet præsentere dommerne for oplysninger om 37 af de anholdte.
Tidligere bøder, informationer fra Facebook-profiler om venner og andre ting har betjente gravet frem for at retfærdiggøre anholdelsen.
Men landsretten har altså sagt stop. Blandt andet fordi det var irrelevant, og fordi de 37 kun udgjorde en lille del af de 944.
På den baggrund overrasker det advokat Line Barfod, at politiet igen vil bruge borgeres fortid og holdninger imod dem.
- Når folk klager over en frihedsberøvelse, så går politiet altså i gang med at tjekke deres venner på Facebook og deres fortid, siger hun.
- Det er dybt bekymrende for retssikkerheden. Det er et alvorligt indgreb i demonstrations- og ytringsfriheden, mener advokat Barfod.
I Københavns Politi forsvarer senioranklager Maria Cingari bevisførelsen. Hun vil ikke gå i detaljer med en begrundelsen, men siger, at situationen i de to sager ikke er ens.
- Det er min vurdering, at Østre Landsrets kendelse er udtryk for en konkret vurdering. Og jeg mener, at den ikke udelukker, at man i en anden sag fremlægger oplysninger om de frihedsberøvede, siger Maria Cingari.
Om politiet får lov, vil byretten afgøre til april.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde