Politi udvider og forlænger visitationszone i Aarhus
Politi under ransagelse af en adresse i Aarhus Vest i juni. Østjyllands Politi forlænger visitationszone i Aarhus Vest til 18. august. Foto: /ritzau/Norde Ernst Van
/ritzau/Norde Ernst Van/arkiv
Der er foretaget over 200 visitationer i visitationszone i Aarhus Vest. Zonen bliver nu udvidet til Tilst.
Østjyllands Politi forlænger visitationszonen i Aarhus Vest frem til 18. august. Samtidig bliver zonen udvidet til også at omfatte Tilst.
Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Visitationszonen blev oprettet efter flere skudepisoder i Aarhus 25. juni og var i første omgang sat til at vare til 24. juli.
I områderne kan politiet stikprøvevis kropsvisitere og undersøge tøj og genstande for at kontrollere, om nogen har våben på sig.
- Vi har foretaget over 200 visitationer i den nuværende visitationszone og kun fundet enkelte stik- og slagvåben, og det ser jeg som et udtryk for, at de kriminelle har forstået budskabet.
- Derfor giver det også god mening at udvide visitationszone til Tilst-området, som et klart signal til de bandemedlemmer og andre kriminelle, der opholder sig der, siger politiinspektør Lau Thygesen i meddelelsen.
I nord går zonen nu op til Tilst, i øst strækker den sig til Åbyhøj og mod syd og vest strækker den sig til Brabrand.
Politiet er også rykket midlertidigt til Tilst med en mobil politistation, der i form af en stor hvid lastbil holder parkeret på Langkærvej. Den er endnu et tiltag i bekæmpelsen af bandekonflikten.
- Vi har de seneste uger set, at flere bandemedlemmer har flyttet deres aktiviteter fra Bispehaven til Tilst.
- Når banderne flytter sig, så flytter vi selvfølgelig med, og derfor har vi været en del til stede i Tilst den senere tid med ekstra patruljer, siger Lau Thygesen.
Politikommissær Gert Bisgaard fra Østjyllands Politi forklarer, at den rullende politistation skal gøre politiet mere synligt i området.
- I første omgang er den tiltænkt som et udgangspunkt, hvor vi kan få dialog med de unge mennesker herude, så der er et alternativ til at hænge ud med bandegrupperingerne.
- Der vil være politi til stede, som kan gå ud herfra. Det er lettere at få dialog, når man er ude blandt folk, siger politikommissæren.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned