Politi valgte ikke at sigte imam efter vielse af mindreårig
Østjyllands Politi vurderede, at en politisag kunne eskalere familiesituationen for en ung kvinde, der blev gift, da hun var under 18 år gammel. (Arkivfoto). Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Østjyllands Politi valgte ud fra et hensyn til mindreårig, der blev gift, ikke at sigte imam, der viede hende.
Østjyllands Politi har valgt ikke at sigte en imam, der udførte en islamisk vielse af en pige under 18 år i 2022, selv om det i 2021 blev forbudt at foretage religiøse vielser af mindreårige.
Det skriver Berlingske.
Avisen har søgt aktindsigt i sagen, men myndighederne oplyser, at de af hensyn til den unge kvinde ikke kan oplyse om sagen.
Aarhus Kommune, hvor kvinden boede, da hun blev gift, vil dog gerne oplyse, at forvaltningen var bekendt med vielsen og har koordineret med politiet.
Østjyllands Politi vil ikke udtale sig om sagens konkrete forhold.
Politikredsen uddyber dog over for Berlingske, at sagen blev droppet af hensyn til den unge kvinde.
Fungerende politiinspektør Anders Uhrskov siger, at kredsen vurderede, at det kunne eskalere den unge kvindes familiesituation, hvis der blev rejst en sigtelse.
I samarbejde med kommunens valgte Østjyllands Politi derfor at hjælpe den unge kvinde på anden vis.
Ifølge loven om religiøse vielser af mindreårige, kan også forældre straffes, hvis de lader deres mindreårige barn blive gift.
Rigspolitiet og Rigsadvokaten oplyste til Berlingske sidste år, at ingen er blevet dømt efter den nye lov i 2022 eller 2023.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) har afvist at stille op til interview med Berlingske om sagen. Han sender i stedet et skriftligt svar, hvor han understreger, at han ikke kan forholde sig til konkrete sager.
- Jeg forventer selvfølgelig, at myndighederne benytter sig af lovgivningens værktøjer, men samtidig skal vi sikre os, at reglerne fungerer bedst muligt i praksis. Det er mit ministerie i færd med at undersøge, og i den forbindelse er vi blandt andet i dialog med relevante myndigheder, skriver ministeren.
- Vi har i regeringen et stort fokus på at bekæmpe negativ social kontrol i alle dets aspekter, herunder også religiøse vielser af mindreårige, og vi ser i regeringen på yderligere tiltag på området.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker