Striden mellem de to myndigheder anses for at være principiel, og nu er styrelsen gået til Højesteret for at få afklaret, om det skal åbne det såkaldte Landspatientregister for ordensmagten.
I styrelsen bekræfter chefkonsulent Elisabeth Hersby, at man har fået tilladelse til at kære en kendelse fra Østre Landsret til Højesteret.
Landsretten har nemlig pålagt Sundhedsstyrelsen at give politiet adgang til et større antal menneskers helbredsoplysninger i registreret. Men styrelsen er altså uenig.
- Vi mener ikke, vi har hjemmel i persondataloven til at udlevere oplysninger til brug for politiets efterforskning af lovovertrædelser. Når politiet beder om data, må vi derfor sige nej, forklarer Elisabeth Hersby.
Det er derfor nu retssystemet, som skal afgøre, om data skal udleveres.
I den konkrete sag mener politiet, at oplysningerne kan være af værdi for efterforskningen af et forsøg på manddrab.
- I registret ligger helbredsoplysninger, og det er meget følsomme og dermed fortrolige oplysninger. Det principielle i sagen ligger i informationsbeskyttelsen og det tillidsforhold, der gerne skulle være i befolkningen til et sådant register, forklarer chefkonsulenten.
Tidligere har domstolene dog i et par tilfælde givet politiet lov til at studere oplysninger i Landspatientregisteret.
- Vi har forståelse for, at det kan være nødvendigt at udlevere data, og at domstolene i en konkret sag kan komme til det resultat, understreger Elisabeth Hersby.
Registeret indeholder oplysninger om for eksempel borgernes indlæggelser og besøg på skadestuer. Ansvaret for registret er i øvrigt for nylig overgået til Statens Seruminstitut.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned