Politi vil have mand fængslet for dødsfald

Sigtet for uagtsomt manddrab bliver en 31-årig mand onsdag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør på Frederiksberg.

Politiet mener, at manden natten til 14. august var skyld i en 30-årig fodboldkammerats død under en fest i klubben Rikken F.C.

- Der var et stævne med noget syvmands fodbold om eftermiddagen og så fest om aftenen i et telt, hvor man var en 25 personer, oplyser efterforskningsleder Hans Erik Raben.

Han fortæller videre, at man brugte en varevogn til at opbevare øl og sodavand, og at bilen på et tidspunkt i løbet af aftenen blev flyttet. Politiet har nu fundet ud af, at det var den 31-årige, der havde nøglerne til bilen.

- Han nægter at have kørt manden over, men erkender, at han har kørt i bilen, siger Raben.

Politiet har afhørt 30 vidner og har på den måde fået at vide, at den nu afdøde 30-årige på et tidspunkt havde behov for at komme udenfor og trække lidt frisk luft. Men ingen så ham komme ind igen.

Derfor er teorien nu, at han faldt i søvn på græsplænen bag den parkerede varevogn og så i sin søvn blev kørt over, da bilen blev flyttet.

Den 31-årige er også sigtet for at have efterladt en kvæstet i hjælpeløs tilstand.

/ritzau/

Under en fodboldfest mistede en mand livet, da han blev kørt over af varevogn, der blev brugt til øl og vand.

Offentliggjort Sidst opdateret