Politi vil skabe tryghed med slik og snak på Field's-årsdag
Mandag klokken 12.00 er der blevet holdt et minuts stilhed for at markere årsdagen for et blodigt skyderi i shoppingcentret Field's, hvor en 48-årig mand, en 17-årig dreng og en 17-årig pige døde. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mandag er årsdagen for et dødeligt skyderi i Field's. Det er blevet markeret med et minuts stilhed.
Ritzau Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
I et minut var der tavshed.
Nogle folk stod på torvet nederst i butikscentret Field's med hænderne samlet, da klokken slog 12.00 mandag, og centret markerede årsdagen for et dødeligt skyderi.
Også på etagerne længere oppe vakte markeringen opsigt, og folk søgte hen mod gelænderet for at se ned på dem, der stimlede sammen.
- Der var ingen, der sagde noget, fortæller Ritzaus udsendte på stedet.
I minutterne op til klokken 12.00 blev der via butikscentrets højttalersystem varslet, at markeringen ville finde sted. På slaget 12 lød beskeden, at nu blev minuttet indledt, og det blev ligeledes meldt ud, da tiden var gået, og markeringen dermed sluttede.
Annonce
Shoppingcentret har på forhånd oplyst, at den 3. juli er "en særlig dag" til minde om ofrene og i sympati med de pårørende og de berørte.
- Hos Field's vil vi for altid være berørte af den tragiske hændelse. Vi var og er stadig overvældede over den enorme støtte, som ofrene, deres pårørende og vores ansatte i Field's er blevet mødt med fra hele landet – i virkeligheden og på de sociale medier, skriver centret i en mail til Ritzau.
Angrebet i Field's, der fandt sted tidligt om aftenen søndag den 3. juli sidste år, har ifølge centret påvirket mange, heriblandt ansatte i Field's, der stadig kommer i centret.
Mandag middag var der ingen fare på færde, men alligevel meget politi at se i området.
Det var dog under rolige rammer, hvor politiet havde sat et lille telt op med ordene "Sammen om tryghed", og i det delte politiet kaffe og slik ud samt stod til rådighed for en snak.
Sophie Hæstorp Andersen (S), der er overborgmester i Københavns Kommune, var en af dem, der var i centret klokken 12.00. Hun stod med hænderne samlet, da stilheden bredte sig.
Også den tidligere S-statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der er stifter af Det Sociale Netværk/Headspace, lagde vejen forbi.
Field's har i et opslag på Facebook mandag morgen opfordret borgere til at donere et beløb til netop Headspace, der arbejder for bedre mental trivsel blandt især unge, i stedet for at lægge blomster.
Den formodede gerningsmand bag skyderiet havde mentale problemer og var fra januar 2022 i et forløb hos psykiatrien i København, da han blandt andet oplevede voldelige tanker, hallucinationer og vrangforestillinger.
Der er blevet lagt blomster og sat lys op ved Field's. Det er gjort i anledning af, at det mandag er årsdag for et skyderi i shoppingcentret, hvor tre mistede livet, og flere andre blev såret. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Den i dag 23-årige mand er tiltalt for blandt andet tre drab og 11 drabsforsøg i forbindelse med skyderiet.
Annonce
Ifølge anklagemyndigheden var han bevæbnet med en pistol, en kniv og en riffel, da han søndag den 3. juli klokken 16.58 ankom til shoppingcentret.
Den lyshårede mand var iklædt lange bukser og jakke, da han bevægede sig op ad en udvendig trappe, der endte ved biografen i centret.
Der gik dog en rum tid, inden det første skud blev affyret. Først gik den 23-årige ifølge anklagemyndigheden ud på et toilet, hvor han var i 33 minutter.
I den periode googlede han "kriselinje" og ringede op til en rådgivning, hvor han endte i en telefonkø. Men linjen havde sommerlukket, og der var ingen til at besvare opkaldet.
I 16 minutter forsøgte den formodede gerningsmand at komme igennem til kriselinjen. Så gav han op og lagde på.
Mens den unge mand befandt sig på toilettet, skiftede han tøj, og han samlede riflen. Herefter gik den 23-årige ifølge anklagemyndigheden ud i biografområdet, hvor de første to personer blev skudt og dræbt.
En gerningsmand skød med riffel i Field's den 3. juli sidste år, hvor en mand og to teenagere mistede livet. Ifølge Retslægerådet var den formodede gerningsmand syg i gerningsøjeblikket. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det var en 48-årig far, der blev skudt for øjnene af sine mindreårige drenge, samt en 17-årig dreng, der var på arbejde i centret.
Herefter bevægede gerningsmanden sig ud i centret, hvor der blev skudt flere gange på begge etager. En 17-årig pige, der var gæst i centret, blev skudt ved en rulletrappe og døde.
I alt blev 15 skud affyret i og ved centret. Klokken 17.36 blev skyderiet anmeldt til politiet, og klokken 17.48 blev den etnisk danske mand anholdt.
Skyderiet i centret har spredt rædsel, og under retssagen mod den 23-årige har flere, der var til stede i Field's, fortalt om psykiske og fysiske mén.
Annonce
Retslægerådet har vurderet, at manden var utilregnelig på gerningstidspunktet på grund af sindssygdom. Han har forklaret, at han ikke troede, det var virkeligt, men at han befandt sig i en film eller et spil, og efterfølgende er han blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni.
Manden husker ifølge sin advokat ikke, hvad der er sket, og erkender sig derfor heller ikke skyldig. Men han bestrider ikke det hændelsesforløb, der er beskrevet i anklageskriftet.
Onsdag den 5. juli klokken 15 afsiges der dom i sagen. Både anklager og forsvarer har argumenteret for en anbringelsesdom til den 23-årige.
Der blev fulgt med fra flere etager i shoppingcentret Field's, da der klokken 12.00 blev holdt et minuts stilhed for at markere sidste års skudepisode i centret. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Bliver han idømt det, vil det betyde, at han skal opholde sig på en psykiatrisk afdeling, til en domstol vurderer, at han kan lukkes ud igen.
/ritzau/
Blandt dem, der var til stede i Field's mandag, mens der blev holdt et minuts stilhed, var overborgmester i København Sophie Hæstorp Andersen. Hun ses i midten i en grøn bluse. Hun stod med hænderne samlet. Også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen var der. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
- Det er næsten magisk: Sarah er Katedralskolens første blinde student
Knust rude førte politiet til pusher
Lysanlæg udgør stor fare: Oprykker kan miste sin hjemmebane
Sankthans på Sydhavsøerne: Send dine billeder og få dem i Folketidende
300 gange har Per givet liv videre
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Sådan bliver sankthans-vejret
Gigant vil udvide på Falster
Flygtede fra flammerne i natten