Politiaktion mod rockerborg

Sydøstjyllands Politi er i gang med en aktion mod Hells Angels' nyindviede rockerborg på Jellingvej i Vejle.

Ifølge Vejle Amts Folkeblad ankom et massivt politiopbud til rockerborgen onsdag eftermiddag. Fem mænd skulle være ført ud af borgen og kørt væk af politiet.

Lederen af aktionen, den nyvalgte formand for Vejles Banderåd, politiinspektør Benny Tollestrup, bekræfter overfor avisen, at politiet har været på adressen.

- Vi har en politiaktion på stedet, som vi endnu ikke har afsluttet. Og af hensyn til efterforskningen vil vi ikke udtale os yderligere lige nu, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

Han bekræfter også, at politiet har anholdt flere personer.

/ritzau/

Et massivt politiopbud er i gang med en aktion mod Hells Angels' rockerborg i Vejle.

Offentliggjort Sidst opdateret