Politianmeldelse om lækage i Thorning-sag

Københavns Politi har fredag fået en anmeldelse fra Skat om lækagen vedrørende den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidts, personlige skatteforhold.

Det oplyser politiet til Ritzaus Bureau.

Politimester Niels Pallesen i Københavns Politi har allerede sagt, at politiet vil gå ind i sagen, når der måtte foreligge en anmeldelse.

- Når en statslig myndighed anmelder noget, så er det formentlig, fordi de har en klar formodning om, at der er begået noget strafbart i deres virksomhed, sagde politimesteren torsdag til Ritzau.

Undersøgelsen vil sandsynligvis koncentrere sig om, hvem i Skatteministeriet der måtte have lækket oplysningerne om Thorning-Schmidts skatteforhold til dagbladet B.T.

/ritzau/

Københavns Politi har fået en anmeldelse fra Skat om lækagen om Helle Thorning-Schmidts skatteforhold.

Offentliggjort Sidst opdateret