Brandstiftelser, tyverier, hærværk og forsikringssvindel.
36 straffelovsovertrædelser har en 42-årig politiassistent fra Balle ved Silkeborg nu mere eller mindre indrømmet at have begået siden 2007.
Og politiet er stadig ikke færdig med at efterforske, om han har flere forhold på synderegistret, oplyser anklageren, vicestatsadvokat Anne Mette Wiese.
Den alvorligste sigtelse handler om brandstiftelse hos en 84-årig nabokvinde, som politiassistenten dog ikke vil være ved at have bragt i livsfare, hvilket politiet sigter ham for.
Den 42-årige har mandag fået forlænget en varetægtsfængsling til den 2. juli.
Han har siddet i arresten siden midt i marts, da han blev anholdt, efter at en række brande netop havde hærget nabolaget.
To af brandene antændte han på sit eget hjem i Balle. Og det har fået ham en sigtelse på halsen for forsikringssvindel. De andre brande var øjensynlig påsat for at dække over forsikringssvindlen.
Det seneste retsmøde afslørede, at han også fire gange forgreb sig på hittegods på politistationen i Silkeborg samt på to pengekasser og en konvolut med penge til et samlet beløb af knap 10.000 kroner.
Politimanden har også tilstået at have ridset sin egen Audi med en syl for at få udbetalt 29.000 kroner i forsikringsgodtgørelse.
Andre fem af naboernes biler gav han samme tur, øjensynligt også for at dække over forsikringssvindlen.
Retsmøderne i forbindelse med grundlovsforhør og fristforlængelser er foregået for lukkede døre. Endnu mangler resultatet af en mentalundersøgelse af den 42-årige.
Dommeren gav mandag anklagemyndigheden medhold i at få lukket dørene for forhøret med den begrundelse, at der endnu mangler flere forhør af både politiassistenten og hans hustru. Anklageren vil ikke oplyse, om hustruen er sigtet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde