Politibetjent er i alvorlig tilstand efter vådeskudsulykke
En politimand er torsdag blevet ramt af et vådeskud under en skydeøvelse i et træningsområde på Selsmosevej i Taastrup. Foto: Steven Knap/Ritzau Scanpix
En betjent er i meget alvorlig tilstand, efter at han blev ramt af en kollegas vådeskud under skydetræning.
En politimand er i meget alvorlig tilstand, efter at han torsdag blev ramt af et vådeskud under politiets skydetræning.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi og Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) i to forskellige pressemeddelelser.
Det var en kollega, der afgav vådeskuddet. Det ramte politimanden i kroppen. Øvelsen fandt sted på et aflukket træningsområde på Selsmosevej i Taastrup.
Vagtchef hos Københavns Vestegns Politi Peter Grønbæk oplyser torsdag aften, at politimanden er en betjent.
Hans tilstand beskrives som meget alvorlig, fremgår det af pressemeddelelserne.
Efter at betjenten blev ramt af skud, blev han hurtigt kørt til hospitalet i en ambulance.
Den tilskadekomnes pårørende er underrettet.
DUP efterforsker nu hændelsen.
Når DUP har færdiggjort efterforskningen, vil den udarbejde en redegørelse om sagen. Den overleveres til Statsadvokaten.
Politiklagemyndigheden skriver i pressemeddelelsen, at den 13.01 torsdag modtog underretningen om, at en politiansat kort forinden var blevet ramt af et vådeskud.
DUP er en uafhængig myndighed, der blandt andet efterforsker straffesager vedrørende politipersonale og personale i anklagemyndigheden.
Både Københavns Vestegns Politi og DUP skriver i deres respektive meddelelser, at de ikke har yderligere oplysninger om hændelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub