Politibetjent idømt betinget fængsel for blufærdighedskrænkelser
En 59-årig politibetjent idømmes 20 dages betinget fængsel for at have blufærdighedskrænket to kvinder. Han frifindes for tjenestemisbrug. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En 59-årig politibetjent får betinget fængsel for blufærdighedskrænkelser af to kvinder, skriver B.T.
Retten i Hillerød idømmer torsdag eftermiddag en 59-årig politibetjent 20 dages betinget fængsel for blufærdighedskrænkelser af to kvinder.
Det skriver B.T.
De to kvinder var på tidspunktet for episoderne ansat i en afdeling af Frederikssund Kommune. Ifølge tiltalen skal politibetjenten have haft med kvinderne at gøre som kommunens kontaktperson i Nordsjællands Politi.
Manden er dømt for i 2017 at have kysset den ene af de kvindelige ansatte på munden på et hotel i Holland, uden at hun var indforstået med det.
Desuden blev han dømt for at have klappet og aet den anden kvindes baller under et vejsyn i Jægerspris i oktober 2021, skriver B.T.
Manden var, foruden de to forhold han blev dømt for, også tiltalt for tre andre forhold, hvor han ifølge politiet havde krænket yderligere to kvinder.
På trods af at retten fandt de forurettedes forklaringer troværdige, fandt den ikke, at episoderne var grove nok til, at der var tale om en overtrædelse af straffeloven. Han frifindes derfor i de to forhold.
Betjenten frifindes desuden for tjenestemisbrug. Flere af episoderne skete, mens han var i tjeneste, men retten vurderer ikke, at han udnyttede sin stilling som politibetjent.
Ifølge anklager Thomas Rasmussen var der tale om, at tiltalte have været "overraskende og uønsket" i alle forholdene, og at han "overrumplede kvinderne".
- Tilmed var der i flere af tilfældene tale om, at kvinderne vidste, at han var til stede som ansat i politiet.
- Det har været en skærpende omstændighed, for autoritetstroen til ham som politimand led et knæk. Man må gerne være kærlig, men der er en grænse, som ikke må overskrides, som det er sket i denne sag, lød det fra anklageren ifølge B.T.
Anklageren påstod derfor en straf på ikke under 40 dages fængsel.
Retten lagde i sin udmåling af straffen vægt på, at forholdene var sket så langt tilbage som i 2017.
Ifølge betjentens forsvarer betyder dommen, at han mister sin stilling ved politiet, og derfor ankede han på stedet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker