Politibetjente efterforskes for opgravning af brosten på Christiania
6. april blev Pusher Street på Christiania gravet op. Men nu undersøges politibetjente fra Københavns Politi for angiveligt at grave brosten op fra gaden flere dage før. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
En video, hvor betjente graver brosten op før den officielle opgravning af Pusher Street, bliver undersøgt.
Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) undersøger en sag, hvor betjente fra Københavns Politi anklages for at grave brosten op fra Pusher Street på Christiania og putte dem i tasker og poser.
Det bekræfter Københavns Politi over for TV 2 Kosmopol.
Sagen udspringer af en video, som ifølge mediet er optaget 2. april i år.
Det var, fire dage før den officielle opgravning af Pusher Street fandt sted.
Her deltog blandt andre justitsminister Peter Hummelgaard (S) og Københavns daværende overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).
Ved seancen, hvor politikerne deltog, blev den første brosten gravet op af en christianit.
Sagen om betjentene er blevet anmeldt til DUP af Københavns Politi selv, skriver TV 2 Kosmopol
Ifølge mediet er betjentene blevet filmet i forbindelse med en aktion, hvor politiet ryddede Pusher Street.
DUP bekræfter, at den undersøger sagen over for TV 2 Kosmopol.
Når DUP har færdiggjort sin undersøgelse, vil politiklagemyndigheden sende en redegørelse til Statsadvokaten.
Det er op til Statsadvokaten, om sagen skal føre til en straffesag mod nogen.
Hvornår redegørelsen ventes er uvist.
Det vides ikke, hvad der er sket med de pågældende brosten, efter at politifolkene gravede dem op.
I mange år var Pusher Street kendt for at have et marked for salg af hash. Men i 2023 besluttede beboerne på Christiania, at gaden skulle lukkes.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned