Politichef anklages for ulovlige kig i register
En ledende politimand anklages for at misbruge sin magt til at skaffe sig personfølsomme oplysninger i kriminalregistret.
Statsadvokaten i København påstår i anklageskriftet, at manden har overtrådt straffeloven.
Både mandens egen søn og en anden mand søgte han angiveligt oplysninger om i registret.
Sønnen har været aktiv i rockermiljøet, er det tidligere kommet frem.
Men der var ingen "tjenstlig begrundet anledning" til opslagene, hævder Statsadvokaten i København i anklageskriftet.
Gennem hele forløbet har politilederen imidlertid nægtet at have overtrådt straffelovens bestemmelse om embedsmisbrug, og derfor skal sagen nu afgøres af Københavns Byret.
Statsadvokaten kræver ham idømt en bøde.
I forvejen har sagen allerede haft konsekvenser for manden.
Han er blevet forflyttet, og han har også mistet sin sikkerhedsgodkendelse.
Den påståede ulovlighed skete en formiddag i april sidste år på Politigården i København.
Her skal den nu tiltalte have tilskyndet en underordnet, der er politikommissær, til at "foretage adskillige opslag" i kriminalregistret, hedder det i anklageskriftet.
Kommissæren har dog ikke været sigtet under efterforskningen, som er foretaget af Den Uafhængige Politiklagemyndighed.
Det Centrale Kriminalregister rummer oplysninger om domme og andre afgørelser, og det fortæller også om sigtelser, som politiet har rejst mod borgere.
Sagen er endnu ikke berammet ved byretten, oplyses det hos statsadvokaten til Ritzau.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie