Politichef: Jeg advarede mod kidnappere

Dansk Flygtningehjælp var advaret om den sikkerhedschef, som mistænkes for at stå bag bortførelsen af en dansk og en amerikansk nødhjælpsarbejder i Somalia.

Men organisationen valgte at ignorere advarslerne om, at sikkerhedschefen planlagde at bortføre de to og sælge dem videre til pirater.

Det siger Muhammed Nuar Aali, politichef i Galmudug, den somaliske region, hvor de to hjælpearbejdere blev bortført.

Han hævder desuden over for DR Nyheder, at politiet orienterede Dansk Flygtningehjælp om den viden, det havde om sikkerhedschefens skjulte dagsorden.

Helt præcist skulle det være en somalisk mand fra Dansk Flygtningehjælps underafdeling Danish Demining Group, der blev advaret.

- Vi gav en rapport til en mand fra ngo'en, men han troede ikke på os. Han opfattede det som utroværdigt og tog det ikke alvorligt, siger Muhammad Nuur Aali.

Hverken Dansk Flygtningehjælp i Danmark eller Danish Demining Group's kontor i Hargeisa ønsker at kommentere beskyldningerne. De vil heller ikke fortælle, om de har tænkt sig at undersøge sagen.

- Der er rigtigt mange rygter om, hvad der er sket før, under og efter kidnapningen. Vi kan ikke kommentere på dem alle sammen, siger Ann Mary Olsen, chef for Dansk Flygtningehjælps Internationale afdeling, til Ritzau og fortsætter:

- Det, vi kan sige, er, at to af vores medarbejdere lige nu er gidsler i Somalia. Vores fokus er på at hjælpe dem bedst muligt med det mål at få dem frigivet hurtigst muligt. Lige nu har vi brug for ro til at koncentrere os om den vigtige opgave.

Den 60-årige danske mand, Poul Hagen Thisted, og den 32-årige amerikanske kvinde blev bortført, da de var på vej til lufthavnen i den somaliske by Galkayo tirsdag eftermiddag.

Netsitet Somalia Report, den norske piratforsker ved universitet i Ås Stig Jarle Hansen og en anonym kilde med tæt kendskab til piratmiljøet i Somalia beretter uafhængigt af hinanden, at hjælpearbejdernes egne sikkerhedsfolk stod bag kidnapningen.

Siden er sikkerhedschefen Abdirisak Ma'in Sheikh Dhere ifølge Galmudugs politichef og Somalia Report blevet anholdt.

De to bortførte hjælpearbejdere skulle være ført til kystområdet omkring piratbyen Harardhere i det centrale Somalia.

/ritzau/

Somalisk politichef advarede Dansk Flygtningehjælp mod sikkerhedschef, der skulle beskytte hjælpearbejdere.

Offentliggjort Sidst opdateret