Politichef om hashsag: Vi har fanget en hammerhaj

Ifølge Københavns Politis Task Force Pusherstreet er der tale om de helt store hash-bagmænd, som man ved en aktion tirsdag eftermiddag har anholdt.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi taler nogle gange om store og små fisk. Her mener vi at have fået en hammerhaj i nettet, udtaler vicepolitiinspektør Torben Svarrer, der er leder af Task Force Pusherstreet, i en pressemeddelelse.

- Der er efter vores vurdering tale om nogle af de store bagmænd, som blandt andet står bag leverancer til de organiserede kriminelle i Pusherstreet, hedder det videre.

De anholdte er en 65-årig hollandsk kvinde og to herboende mænd på 40 og 48 år med marokkansk baggrund.

Ifølge politiet er de tre en del af en international organisation, som over en periode har smuglet mindst fem ton hash til Danmark.

Men nok så opsigtvækkende mener politiet, at de har forestået indsamling af penge for hash, som blandt andre steder er solgt i Pusherstreet på Christiania. Og der er ifølge politiet tale om et svimlende beløb på mere end 110 millioner kroner.

Efterforskningen af sagen har stået på siden november sidste år og er sket i samarbejde med flere udenlandske myndigheder, herunder hollandsk politi.

Torben Svarrer ønsker ikke overfor Ritzau at komme nærmere ind på, hvilke andre lande der har været involveret i efterforskningen.

Tirsdag eftermiddag var Task Force Pusherstreet så klar til at slå til. De to mænd blev anholdt på deres bopæle i Københavns-området, mens kvinden blev vinket ind til siden, da hun var på vej ud af byen i sin bil.

- Gemt i en hjulkasse på bilen finder vi et beløb i euro, der svarer til omkring syv millioner kroner, siger Torben Svarrer til Ritzau.

Foruden anholdelserne i København var politifolk fra Task Force Pusherstreet tirsdag i Holland, hvor de bistod det hollandske politi, der anholdt en formodet bagmand, som også er af marokkansk oprindelse.

Ved den hollandske ransagning blev der ifølge Københavns Politi fundet omkring et ton hash samt "et meget stort pengebeløb". Hvor stort vil Torben Svarrer ikke komme nærmere ind på.

Alle de tre anholdte blev onsdag i et grundlovsforhør i Dommervagten i København varetægtsfængslet i foreløbig 27 dage.

/ritzau/