Politichef ved Tibet-briefing: Vi kører efter vores regler

Politichef fastholder detaljer i tidligere forklaringer om håndtering af demoer ved Kina-besøg.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der var på intet tidspunkt tale om at tilsidesætte den grundlovssikrede ret til at demonstrere og ytre sig i forbindelse med politiets håndtering af et kinesisk statsbesøg i København i 2014.

Det lader den operationsansvarlige politichef, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, forstå fredag, hvor han bliver afhørt i Tibetkommissionen på Fremtidsvej i Søborg ved København.

Tværtimod understregede han under den afsluttende briefing, at det er danske regler, ikke kinesiske, som gælder i Danmark.

- Jeg kan huske, at jeg sagde: "Kineserne har et andet syn på demokrati, men vi kører efter vores regler", fortæller Claus Hjelm Olsen.

Problemet er bare, at der foreligger en såkaldt operationsbefaling, hvor det sort på hvidt står, at eventuelle demonstranter skulle holdes i skak.

Den daværende kinesiske præsident, som var på besøg, skulle ikke kunne se, at der blev demonstreret. Men Hjelm Olsen afviser, at han har haft nogen del i den ordre.

Vist havde han fokus på eventuelle demonstrationer. Men udelukkende ud fra et sikkerhedsmæssigt perspektiv.

- Det, der har ligget mig på sinde, var, at der ikke skulle ske noget med Kinas leder. Ikke når jeg var leder, lyder det fra Claus Hjelm Olsen.

Han afviger med andre ord ikke fra de forklaringer, han tidligere har afgivet i sagen. Blandt andet har han tilbage i 2013 forklaret sig i Københavns Byret.

Den Uafhængige Politiklagemyndighed har sigtet ham for, at den forklaring var falsk. Men det benægter Claus Hjelm Olsen.

Fredag fortæller han, at han blandt andet tog højde for, at voldelige demonstranter ville kunne true præsidenten. For eksempel autonome.

- Du bliver ved med at tale om autonome. Men hvad har den formulering i operationsbefalingen med autonome at gøre, spørger kommissionens udspørger, advokat Jakob Lund Poulsen.

Claus Hjelm Olsen har ikke noget svar. Det har han heller ikke på en anden beskyldning: En indsatsleder skulle under en briefing på Station Amager have sagt til en politikommissær: "Det siger Claus Hjelm Olsen".

Og det, som Claus Hjelm Olsen angiveligt skulle have sagt, var, at eventuelle demonstranter ikke måtte kunne ses fra den kinesiske præsidents følge, og at eventuelle flag skulle fjernes. Men det afviser Hjelm Olsen altså pure.

Efter planen skulle Hjelm Olsens overordnede dengang, politiinspektør Mogens Lauridsen, også have været afhørt fredag. Men afhøringen af Hjelm Olsen trækker så meget ud, at afhøringen af Lauridsen er udskudt.