Københavns Politidirektør, Johan Reimann, afviser, at det skulle være et problem for forsamlings- og ytringsfriheden, at politiet nægter en gruppe republikanere at demonstrere på Amalienborg Slotsplads.
- Vi nægter dem jo ikke at demonstrere. De kan sagtens finde mange andre steder, for eksempel langs den rute, dronningen skal køre, hvor de kan give udtryk for deres synspunkter, siger politidirektøren.
Den Republikanske Grundlovsbevægelse havde planlagt en fødselsdagsdemonstration på slotspladsen, hvor en mindre gruppe ville hæve et banner med teksten "Til lykke Margrethe, men vi ville hellere stemme på dig".
Men det afslog politiet, dels fordi demonstrationen kan blive udsat for korporlige angreb fra gratulanterne, dels fordi en sådan demonstration vil give store færdselsgener.
Professor i forfatningsret ved Københavns Universitet Jens Elo Rytter, kalder begrundelsen "tynd":
- Gratulanterne er som regel ældre damer og børnehavebørn. Skulle man forestille sig disse glade mennesker med dannebrogsflag gå løs på demonstranterne?
- Jeg kan heller ikke se, at der skulle være begrundet mistanke om, at demonstranterne skulle være særligt aktivistiske eller provokerende, fortsætter han.
Politidirektør Johan Reimann tror heller ikke, at republikanerne er specielt aktivistiske.
- Men vi er alligevel nødt til at oprette en sikkerhedszone omkring demonstrationen. Der vil i forvejen være stuvende fuldt på slotspladsen, og selv om de fleste er fredelige, skal der ikke meget til i så stor en folkemængde, før det går galt.
- Det vil ikke være forsvarligt at tillade en sådan demonstration på slotspladsen, siger han
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker