Politidirektør anmeldt for magtmisbrug i Tibet-sag
Forsvarsadvokat i Tibet-sagen vil have undersøgt, om politidirektør Thorkild Fogde har begået magtmisbrug.
Den øverste chef for Københavns Politi, politidirektør Thorkild Fogde, bliver nu meldt til Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) af forsvarsadvokat Claus Bonnez, der har repræsenteret en række demonstranter i Tibet-sagen.
Anmeldelsen fra Claus Bonnez kommer på baggrund af oplysninger fra Radio24syv om, at politidirektøren i efteråret 2014 bad Kammeradvokaten, der har ført Tibet-sagen for Københavns Politi, om at hemmeligholde kompromitterende lydoptagelser.
Sidenhen viste optagelserne, at politifolk fik ordre om at tage flag og bannere fra Tibet-aktivister, som demonstrerede under kinesiske statsbesøg i 2012 og 2013.
Claus Bonnez mener derfor, at DUP bør undersøge, om Thorkild Fogde har begået magtmisbrug.
- Det bør efter min opfattelse undersøges, om bestemmelser i straffelovens kapitel 16 (Forbrydelse i offentlig tjeneste, red.) kan være overtrådt, skriver Claus Bonnez ifølge Radio24syv i den anmeldelse, han mandag har sendt til DUP.
Overfor Radio24syv uddyber advokaten:
- Der kan være ting, jeg ikke ved, og jeg påstår ikke, at Københavns Politi har begået noget strafbart. Jeg beder politiklagemyndigheden om at undersøge, om det kunne være sket, for det er ret radikale oplysninger, jeg har fået oplyst.
Politiklagemyndigheden skal nu undersøge, om der er basis for at gå videre med sagen, som i yderste tilfælde kan betyde, at anklagemyndigheden rejser tiltale i sagen.
Thorkild Fogde har ikke ønsket at kommentere sagen overfor Radio24syv.
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker