Politidirektør: Yahya Hassan-besøg kræver massiv sikkerhed
Foto: Scanpix / Martin Dam Kristensen /Scanpix
Scanpix / Martin Dam Kristensen /Scanpix
Fyns Politis direktør, Poul Løhde, tager nu til genmæle over for den massive kritik, der har været fra både ministre og lokalpolitikere i sagen om digteren Yahya Hassans besøg i Vollsmose. Det oplyser DR P4Fyn.
Besøget var oprindeligt planlagt til at finde sted tirsdag aften på Vollsmose Bibliotek, der ligger midt i bydelen i et stort butikscenter. Men efter en sikkerhedsvurdering fra politiet valgte biblioteket i sidste uge at aflyse Yahya Hassans besøg.
Politiet blev først orienteret om besøget i sidste uge, og derfor var det ifølge Poul Løhde ikke muligt at sikre sikkerheden ved arrangementet med så kort varsel.
- Meget af kritikken bliver fremsat, uden at man egentlig ved, hvad man snakker om. De har brugt ord som "en tumult, vi burde kunne håndtere", og det er jo fuldstændig misforstået, det er jo andet end tumult og fodboldkampsoptøjer, siger Poul Løhde til DR P4 Fyn og fortsætter:
- Det er jo virkelig livsfarligt for Yahya Hassan, så det er ikke bare almindelig tumult. De går ud og kritiserer, at vi ikke bare kan sikre sikkerheden uden at vide, hvor meget der egentlig skal til, siger Poul Løhde.
Besøget blev fredag flyttet til H.C. Andersen Skolen, der også ligger i Vollsmose, men som ifølge politiet er et bedre sted at afholde Yahya Hassans digtoplæsning.
- Det var en fuldstændig umulig opgave, vi blev stillet overfor med så kort varsel med et besøg i centret i Vollsmose. Det er ikke et spørgsmål om, at vi ikke kan sikre det. Vi skal bare være med i planlægningen af, hvordan det skal sikres, siger politidirektør Poul Løhde til DR P4 Fyn.
Han betegner politiets indsats i forbindelse med tirsdagens digtoplæsning som "et meget stort sikkerhedsarrangement".
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde