Politidræbt i Høng bliver først identificeret mandag
Politiet skød og dræbte søndag morgen en person der flygtede i en militærbil ved Høng på Vestsjælland. Foto: Per Rasmussen/POLFOTO
Per Rasmussen/POLFOTO
En mand er natten til søndag blevet dræbt ved Høng. Han blev ramt af politiskud i forbindelse med en biljagt.
Tidligst en gang i løbet af mandagen vil den mand, som søndag morgen blev skudt og dræbt af en betjent i Høng, blive identificeret med sikkerhed.
Det oplyser specialkonsulent ved Den Uafhængige Politiklagemyndighed Janus Rasmussen til Ritzau.
- Vi har en fornemmelse af, hvem han er, og vi har talt med de pårørende til ham, vi mener, det drejer sig om.
- Men han havde ingen identitetspapirer på sig, og derfor bliver de pårørende nødt til at identificere ham, før vi kan melde noget ud om hans alder med videre. Og det kan først ske i morgen, siger Janus Rasmussen søndag aften.
Tidligt søndag morgen skød og dræbte en betjent en mand ved Høng, der ligger mellem Kalundborg og Slagelse, efter en biljagt.
- Manden blev ramt i brystet af et skud klokken 04.16. Han afgår ved døden klokken 05.21, fortæller Janus Rasmussen.
Ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed indledte betjente fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi deres jagt på manden klokken 04.05, og 11 minutter senere faldt skuddet.
Politimandens forsvarer, Torben Koch, siger til Ritzau, at manden under biljagten påkørte tre politibiler. Da det lykkedes at standse ham, påkørte han betjent, hvorefter der blev affyret et varselsskud.
Da han kort efter kørte frem mod en anden betjent, valgte denne at affyre et sigtet skud, som ramte og dræbte manden, oplyser forsvarsadvokaten.
Janus Rasmussen bekræfter, at den blå bil, som manden kørte i har nummerplader, som tilhører forsvaret.
- Jeg kan bekræfte, at bilen har nummerplader, som tilhører forsvaret, men jeg ved ikke, om den er stjålet. Det er selvfølgelig noget, vi undersøger, siger han.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi ønsker ikke at oplyse noget om optakten til biljagten, men henviser til politiklagemyndigheden, der nu er i færd med at undersøge omstændighederne i forbindelse med skudepisoden.
- Vi overtager det hele nu, når en person er ramt af skud af politiet og er død på baggrund af politiets indgriben. Og vi foretager nu en normal efterforskning, som politiet også ville have gjort det, siger Janus Rasmussen.
Når politiklagemyndigheden er færdig med sin efterforskning, er det Statsadvokaten, der skal afgøre, om der skal rejses sag mod nogen i forbindelse med skudepisoden.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub