Politiet advarer: I denne uge går vi efter disse bilister

Politiet kontroller denne uge for narkotika- og spirituskørsel. Foto: Rådet for Sikker Trafik

Politiet gennemfører landet over fra mandag den 4. juni til og med søndag den 10. juni 2018 en målrettet indsats mod spiritus- og narkotikakørsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

I ugens løb kontrollerer politiet imod narkotika- og spritbilister. Det sker i en indsats, som indgår i en række af fælleseuropæiske TISPOL-kontroller, ligesom at indsatsen er koordineret med Sikker Trafiks kampagne Klar til et pust.

- Spritkørsel er uacceptabelt, og noget som et markant flertal af danskerne tager afstand fra. Men trods det er der fortsat nogle trafikanter, der ikke har forstået budskabet. Målet med vores kontroller er at få dem stoppet, før de skader sig selv eller andre, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Spirituskørsel udgør en alvorlig fare for ulykker i trafikken. På trods af, at det er blevet mindre accepteret at køre i påvirket tilstand, er der stadig spirituspåvirkede trafikanter i hver femte dødsulykke. Der er cirka ti gange højere risiko for at komme alvorligt til skade som bilist, hvis man er spirituspåvirket i let grad, og risikoen stiger eksplosivt med stigende promille.

- Vi ved fra undersøgelser, at alt for mange sætter sig bag rattet, selv om de er i tvivl om deres promille. Det betyder desværre ulykker på vejene, hvor personer kommer til skade eller mister livet. Hvis man er det mindste i tvivl om sin promille, bør man lade bilen stå, fortæller Christian Berthelsen.

I de seneste fire år er næsten 130 trafikanter blevet dræbt og lidt mere end 900 er kommet alvorligt til skade i spiritusuheld. Derfor er der god grund til at stoppe spritkørsel, både ens egen og andres.

I Sydsjælland- og Lolland-Falster Politikreds, er 13 blevet dræbt og 88 kommet alvorligt til skade, mellem 2012 og 2016. Senest blev en kvinde dræbt ved Idestrup, i en ulykke som involverede alkohol.