Politiet advarer mod tricktyve
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
Særligt ældre mennesker er ofre for tyverierne, som der har været flere af den seneste tid i den lokale politikreds.
LOLLAND-FALSTER Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi udsendte onsdag en pressemeddelelse, hvor man advarer især ældre borgere mod tricktyve.
Politiet har de seneste dage fået flere anmeldelser om tricktyverier, hvor borgere er blevet lokket til at udlevere både deres kreditkort og tilhørende kode såvel som andre personlige oplysninger, fremgår det af pressemeddelelsen.
Det oplyses ikke, hvor mange tricktyverier, der er tale om, og heller ikke, hvor mange borgere det er gået ud over på Lolland-Falster. Men politiet opfordrer både ældre og deres pårørende til at være både opmærksomme og forholde sig kritisk til, hvem man lukker ind i sit hjem.
- Mange ældre har stor tillid til myndigheder og autoriteter, og de udviser gerne hjælpsomhed overfor fremmede. Derfor risikerer de at falde for et svindelnummer. Er du pårørende til en ældre medborger, kan det være en god idé at tage en forebyggende snak om, hvad man skal gøre for ikke at blive snydt, skriver politiet.
Politiet kommer også med tre gode råd til at forhindre, at man bliver offer for et tricktyveri:
1. Vær altid forsigtig og kritisk med, hvem du lukker ind i dit hjem, hvis det er personer, du ikke kender og ikke har en forudgående aftale med.
2. Spørg altid om legitimation!
3. At hente dankort og kode på borgerens bopæl er ikke en metode, en rigtig bank benytter sig af. Så udlever aldrig dankort og kode til fremmede. Heller ikke over telefonen, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Hvis man alligevel skulle blive udsat for et tricktyveri, skal man anmelde det til både politiet og sit forsikringsselskab og ikke mindst henvende sig til sin bank og få spærret kort og konto, hvis man har udleveret nogen af delene.
Hvis man har brug for at tale med nogen om sine oplevelser efterfølgende, kan man kontakte Offerrådgivningen for Sydsjælland og Lolland-Falster på telefon 23 68 60 00.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker