- Hvorfor søger du asyl?
Dette spørgsmål må ingen politibetjent stille et uledsaget asylbarn.
Barnets grunde til at søge beskyttelse - deres asylmotiv - er nemlig så afgørende for barnets fremtid, at det ved lov er bestemt, at kun udlændingemyndighederne må spørge ind til dette.
Alligevel stiller politiet det forbudte spørgsmål, når de afhører asylbørn.
Sådan lyder anklagen fra både Røde Kors og Dansk Flygtningehjælp, der har indgående kendskab til sager med asylbørn.
- De spørger altid. De går efter et skema, og der står et punkt, der hedder asylmotiv. Det går de efter, siger Sven Erik Larsen fra Røde Kors, der i mere end 50 tilfælde har været bisidder for et asylbarn, der er blevet afhørt af politiet.
Referater fra politiets afhøringer, som Avisen.dk er i besiddelse af, viser da også, at asylmotiv er et særskilt punkt. Og en gennemgang af en række sager viser, at politiets oplysninger har medvirket til at give afslag på asyl.
Små uoverensstemmelser mellem barnets forklaring til politiet og Udlændingeservice kan nemlig betyde forskellen mellem asyl og en enkeltbillet til hjemlandet, hvis barnets historie fremstår utroværdig.
I 2010 søgte 432 mindreårige asyl i Danmark. Avisen.dk har fået indsigt i otte referater af afhøringer. I samtlige finder man et punkt, der hedder "Asylmotiv".
Vicepolitimester og chef for Nationalt Udlændinge Center, Ole Andersen, erkender, at politiet kan finde på at stille spørgsmål, der berører asylmotiv. Men han mener ikke, at det er i strid med loven.
- Hvis man spørger med henblik på at fastlægge rejserute, nationalitet og identitet, så kan det berøre et asylmotiv. Og det kan efter omstændighederne også være korrekt, at politiet aktivt spørger ind i sådanne tilfælde, siger han.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker