Politiet: Aflytninger hindrede stor aktion

Den meget omtalte Greenpeace-happening ved dronningens gallafest på Christiansborg ved afslutningen af FN's klimatopmøde stod ikke alene. Miljøorganisationen havde ifølge Københavns Politi gang i planlægningen af en anden stor aktion, men politiet siger nu, at det lykkedes at forhindre aktionen ved at aflytte Greenpeace-aktivisternes telefoner.

Greenpeace bekræfter, at organisationen havde planer om flere klimaaktioner. Men de blev ikke forhindret af politiet. De blev aflyst af miljøorganisationen selv.

- Det er rigtigt, at vi havde flere ting i støbeskeen, men de blev aflyst af den simple grund, at det var aktioner, der var planlagt for det tilfældes skyld, at politikerne inde på topmødet havde til hensigt at grønvaske en dårlig klimaaftale. Men de blev aflyst, fordi det var åbenlyst for enhver, at topmødet var en fiasko, som ingen havde en chance for at grønvaske, og at der ikke var brug for flere Greenpeace-aktioner, siger generalsekretær for Greenpeace Norden, Mads Flarup Christensen.

Oplysningen om politiets aflytninger kommer fra politiets efterforskningsleder, René Hansen, der oplyser, at politiet aflyttede Greenpeaces telefoner natten mellem den 17. november, da gallafesten fandt sted, og den 18. december.

- De aflytninger havde intet med det på Christiansborg at gøre. Greenpeace havde gang i noget andet også. Jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvad det var. Men man havde en stor aktion i gang, og den blev forhindret blandt andet med de aflytninger, siger René Hansen.

Efterforskningslederen vil ikke sige, hvem Greenpeace-aktionen angiveligt var rettet imod.

Mads Flarup Christensen vil ikke oplyse, hvad Greenpeaces planer gik ud på. Han fastslår imidlertid, at Greenpeace selv afblæste aktionerne sent om aftenen den 18. december.

- Men det havde intet med politiaflytning af gøre. Det var et valg, vi selv traf. Der blev ikke anholdt nogen efter den 17. december, siger Mads Flarup Christensen.

Politiet havde planlagt aflytning af 18 telefoner, men de to blev underkendt af Københavns Byret. I 15 tilfælde er aflytningerne efterfølgende blevet kæret til Østre Landsret.

Ifølge oplysninger i DRs program Orientering på P1 har politiet i sin begrundelse for aflytningen henvist til straffelovens § 193, der handler om at blokere trafik eller offentlig forsyning.

- Det er ikke noget, jeg er gjort bekendt med. Det er sket bag lukkede døre, og jeg har kun hørt det fra dagspressen, så det har jeg ingen kommentarer til, siger Mads Flarup Christensen.

/ritzau/

Politiet hævder at have forpurret stor Greenpeace-aktion. Men Greenpeace siger, at organisationen selv aflyste planerne.

Offentliggjort Sidst opdateret