Politiet afslører et stort våbenlager
To mænd på 20 og 25 år og en 22-årige kvinde blev torsdag eftermiddag overrasket af politiet under en razzia på en landejendom ved Kalundborg, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
To af dem bor på landejendommen, den tredje er også fra Kalundborg-området. De tre er nu sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.
Den 20-årige blev fredag efter et grundlovsforhør i Retten i Holbæk varetægtsfængslet i fire uger. De to andre blev løsladt, men de er fortsat sigtet i sagen, understreger lederen af lokalpolitiet i Kalundborg, politikommissær Per Kragh.
Det er sparsomt med oplysninger om sagen, der blev behandlet for lukkede døre i retten.
- Når der er lukkede døre af hensyn til efterforskningen, kan jeg ikke tillade mig at sige mere, siger Per Kragh.
Det var et tip om våben og narko, der ledte lokalpolitiet i Kalundborg til at sætte ransagningen af landejendommen i værk.
På ejendommen fandt politiet seks pistoler, to jagtgeværer, en pumpgun, flere rifler, herunder militærrifler samt en del ammunition til våbnene.
Politiet vil nu gennem tekniske undersøgelser prøve at finde ud af, hvor våbnene stammer fra.
Lederen af lokalpolitiet er meget tilfreds med det store våbenfund.
- Det er en stor portion våben. Vi er glade for at få så mange våben ud af spil i samfundet, siger Per Kragh.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned