Politiet angribes af tiltalt i sag om bestikkelse
Atea beskyldes for i næsten seks år at have bestukket ansatte i Region Sjælland. Mandag holdt Retten i Glostrup det sidste retsmøde inden dommen i juni. Foto: Scanpix/Niels Ahlmann Olesen/arkiv
Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
Der er "en særlig relation" mellem it-selskabet Atea og politiet, hævder tiltalt i Retten i Glostrup.
Efter at have været sigtet og tiltalt for bestikkelse siden en sommerdag i 2015 giver en forretningsmand mandag eftermiddag i et retslokale i Glostrup luft for sine frustrationer.
Den 49-årige tidligere direktør i Atea får det sidste ord, inden dommere og domsmænd begynder at votere. Her beskylder han Bagmandspolitiet for at have været enøjet og manipulerende.
- For tre år siden sad jeg i en patruljevogn på vej til landsretten. Betjenten sagde: Husk på, at vi er din fjende, siger han.
Han er blandt de syv mænd, der er tiltalt i sagen. Atea bestak ansatte i Region Sjælland for at holde fast i en stor kunde, påstås det. Samtlige nægter sig skyldige.
- Under sagen her i retten blev jeg mere og mere bekymret. Men da jeg hørte anklagernes procedure, blev jeg faktisk bange, siger den tiltalte.
Både han og den tidligere koncernchef i Atea retter en anklagende finger mod Ateas nuværende chef, Morten Felding. Han var i en periode sigtet, men han er renset, fordi Bagmandspolitiet opgav at placere ham på anklagebænken i selskab med de øvrige.
- Der er en særlig relation mellem Atea og Søik (Bagmandspolitiet, red.), det er tydeligt for alle, mener den tiltalte.
Imidlertid er også selskabet Atea sat under tiltale. Kravet er en bøde på 60 millioner kroner.
Sammen med en afgået koncernchef og en salgsdirektør i Atea dannede eksdirektøren et selskab, som skulle gå i direkte konkurrence med Atea om at sælge computere til Region Sjælland og andre offentlige myndigheder. Atea tabte et udbud i 2015. Derefter blev politiet involveret.
- Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at Atea ville gå så langt, fordi de tabte et udbud, siger den tidligere koncernchef i sin tale til retten.
- Jeg har aldrig haft nogen intention om at bestikke nogen eller at begå underslæb, siger han.
Det var ham, der i 2007 tog initiativ til en særlig bonusaftale med Region Sjælland. Det var penge fra denne konto, som blev brugt til dyre middage og en luksusrejse til Dubai.
- Den blev lavet på fuldstændigt normale forretningsmæssige vilkår, siger den tiltalte om aftalen.
Ingen af de øvrige tiltalte ønsker at sige noget, da de får muligheden på det 38. retsmøde i sagen. De tiltalte, forsvarerne og anklagerne mødes igen i retten 19. juni. Den dag afsiges dommen.
Seneste artikler
DMI-prognose viser over 30 grader på Lolland
Sejlere ærgrer sig: Broåbning udskudt
Det gamle Danmark vækker minder om deres egne lande
Efter omdiskuteret ansættelse: Lokale SF'ere reagerer
Facebook ramt af nedbrud
Mest læste artikler
Politiet advarer bedragere: - Vi skal nok få fat i jer!
Til salg-skiltet er borte: Nu er der nyt om milliondyr villa
Her er den nye købmand: - Vi har store planer for Nykøbing
Lolland stikker af på boligmarkedet: Så meget er huspriserne steget
Lastbil ramte bro i Maribo