Politiet anholder 19-årig for overfald på folketingskandidat
Anders Stjernholm, folketingskandidat for Alternativet, blev truet torsdag. Politiet har anholdt en i sagen.
Politiet har onsdag anholdt en 19-årig mand, der mistænkes for at stå bag et overfald på en folketingskandidat i Rødovre i torsdags.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Kandidat for Alternativet Anders Stjernholm har tidligere bekræftet, at han torsdag blev truet foran Rødovre Gymnasium, mens han uddelte valgmateriale.
Stjernholm beskrev på det tidspunkt gerningsmanden som manisk og ophidset.
- Han løber efter mig med en totenschlæger (et slagvåben, red.). Lykkeligvis kommer der ansatte fra Rødovre Gymnasium ud på det her tidspunkt, har Stjernholm tidligere udtalt.
Folketingskandidaten blev ikke ramt af slagvåbnet. Han valgte at anmelde episoden til politiet, da han kom hjem.
Det fremgår ikke af opslaget, hvem den 19-årige er, hvordan politiet fandt frem til ham, eller hvilket motiv han skulle have til at gå efter Anders Stjernholm. Politiet oplyser heller ikke, hvad manden sigtes for.
Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat i Københavns Vestegns Politi.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker