Politiet anholder fuld buschauffør på Sjælland
En 44-årig buschauffør er torsdag eftermiddag blevet anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Bussen var på vej fra Præstø til Vordingborg, da politiet standsede den i Ørslev.
- Der var to passagerer, som ringede og fortalte, at de havde mistanke om, at chaufføren var påvirket af spiritus, siger Søren Østervig, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Passagererne mente, at chaufføren virkede usikker og snøvlende, da han skulle modtage penge for billetten.
- Desuden havde man bemærket, at han i Præstø havde købt nogle øl, som han tog med i bussen, fortæller vagtchefen.
Politiet sendte en patrulje af sted for at tjekke chaufføren, som blev bedt om at blæse i et alkometer.
- Det viste, at han havde en promille over grænsen. Derefter blev han anholdt uden videre dramatik, og en anden chauffør blev hentet, så bussen kunne køre videre, siger Søren Østervig.
Han ønsker ikke at oplyse, hvad alkometret viste.
- Vi har fået taget en blodprøve, der skal fastslå den nøjagtige promille, forklarer vagtchefen.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde