Politiet anholder mand for drabsforsøg på søn
Far forsøgte ifølge politiet at køre søn ned og stikke ham med kniv. Nu er han anholdt.
Midt- og Vestsjællands Politi har anholdt en 46-årig mand, som er mistænkt for at have forsøgt at dræbe sin egen søn. Manden kommer fra Ølstykke i Nordsjælland.
Drabsforsøget fandt ifølge politiet sted onsdag i sidste uge i Ringsted.
- De har nogle familiestridigheder og havde aftalt at mødes i Nørregade i Ringsted for at rede trådene ud, fortalte politikommissær Kim Løvkvist fra Midt- og Vestsjællands Politi onsdag til Ritzau.
Far og søn ankom til stedet i hver sin bil kort efter klokken 19. Da sønnen steg ud af sin bil, forsøgte faren angiveligt at køre ham ned.
- Det lykkes ikke. Så faren stiger ud af sin bil og går til angreb på sin søn med en kniv, fortæller Kim Løvkvist.
Sønnen bliver ikke ramt af kniven og løber væk. Men lidt senere vender han tilbage.
- De kommer op at skændes igen, og det ender med, at faren sætter sig ind i sin bil og igen forsøger at køre sønnen ned, før han forsvinder fra stedet, forklarer politikommissæren.
Den 46-årige er blevet anholdt torsdag klokken 13.15, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Seneste artikler
Det, han så som dreng, fulgte ham resten af livet
Røg i hal ved børnehus
Kontrol af byggeplads afslørede efterlyst ukrainer
Mikkel oplever sin tredje skolelukning
René Hedegaard fortsætter som direktør i Krokodille Zoo
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Kvinde anholdt: Truede med at skyde bekendt
Bostedet Langholt lukker