Politiet anholder mand og kvinde efter knivstikkeri
To anholdte sættes i forbindelse med et knivoverfald på en 38-årig mand i Brøndby mandag eftermiddag.
En mand og en kvinde, der sættes i forbindelse med et knivstikkeri i Brøndby mandag, er blevet anholdt.
Det skriver Københavns Vestegns Politi på Twitter.
Mandag eftermiddag rykkede politiet talstærkt ud til Lysedammen i Brøndby, da man fik en anmeldelse om et knivstikkeri.
Det viste sig, at en 38-årig mand var blevet stukket flere gange i ryggen. Han er dog uden for livsfare.
Natten til tirsdag fortalte politiet, at man ledte efter to personer i sagen.
- De havde været til fest sammen, og det er uvist, hvad der er sket mellem dem, sagde vagtchef Brian Holm.
Tirsdag eftermiddag er en mand og en kvinde så blevet anholdt i sagen.
- Efter en intens efterforskning har vi i dag anholdt en 31-årig mand og 42-årig kvinde uden dramatik. Begge sættes i forbindelse med knivstik mod den 38-årige mand, skriver politiet blandt andet på Twitter.
Politiet oplyser ikke, om man kender motivet til knivoverfaldet. Man har tidligere afvist, at det skulle være banderelateret.
De to anholdte ventes at blive fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Glostrup onsdag.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned