Politiet anholder to mænd efter knivstik i Nørresundby
En 28-årig mand blev tirsdag eftermiddag stukket ned i Østergade i Nørresundby, oplyser Nordjyllands Politi, der har anholdt to mænd i sagen.
Politiet har dog endnu ikke fundet den kniv, der blev brugt mod den 28-årige.
Forud for knivstikkeriet havde offeret været involveret i noget tumult på gaden.
- Han har tilsyneladende været i klammeri med et par andre på fortovet foran en computerforretning, siger vagtchefen ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen.
Klammeriet endte med, at offeret blev stukket to gange i overkroppen. Han er indlagt på Aalborg Sygehus Syd, men er udenfor livsfare.
Knivstikkeriet fandt sted i nærheden af Hells Angels' klubhus, men der er næppe tale om et bandeopgør.
- Det er der på nuværende tidspunkt absolut intet, der tyder på, understreger Mogens Hougesen.
Både det 28-årige offer og de to anholdte mænd på 23 og 30 år er i forvejen kendt af politiet, oplyser politikommissær Lars Nørskov Jørgensen i en pressemeddelelse.
Efter knivstikkeriet var Østergade afspærret i en længere periode, hvilket gav trafikkaos i Nørresundby.
- Der er stadig afspærring lige omkring gerningsstedet, men man kan sagtens køre forbi, siger Mogens Hougesen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned