Politiet: Anholdte kender næppe folk bag tredobbelt drab
En gruppe unge mænd mistænkes for at ville hævne drab. De kender dog næppe gerningsmændene, mener politiet.
Selv om politiet har anholdt 12 personer i forbindelse med en mulig gengældelse af et tredobbelt drab på Frederiksberg, så kender de anholdte næppe identiteterne på gerningsmændene.
- Det er vores indtryk, at de ikke specifikt ved, hvem der står bag drabene.
- Vi har snarere en fornemmelse af, at de følger med i politiets efterforskning via oplysninger i pressen, siger vicepolitiinspektør Jens Møller fra Københavns Politi til Ritzau.
Han henviser til, at politiet i dagene efter likvideringerne på Frederiksberg var ude at ransage rockergruppen Bandidos' tilhørssteder i Vanløse og Holbæk.
- Men det er jo ikke ensbetydende med, at de har gjort det, påpeger Jens Møller.
Det var i løbet af mandagen, at Københavns Politi anholdt de 12 personer i forbindelse med efterforskningen af fire sager om våbenbesiddelse.
Ifølge politiet skulle våbnene bruges til at hævne drabene på Frederiksberg.
Af sigtelserne mod de 12 personer fremgår det, at våbnene for længst er blevet beslaglagt. Af taktiske årsager har politiet dog tøvet med at skride til handling.
- Det vigtige for os var, at vi fik beslaglagt våbnene i takt med, at vi fik kendskab til dem. Da vi kunne se, at de blev ved med at skaffe våben, besluttede vi os for at slå til, siger Jens Møller.
Der var tale om en decideret likvidering, da de tre unge mænd på 19, 23 og 24 år blev dræbt i en lejlighed på Christian Paulsens Vej 11. november sidste år.
Obduktionen viste efterfølgende, at de blev dræbt af skud - formentlig mens de lå og sov.
Tirsdag fortæller Jens Møller, at politiet efter to måneders efterforskning ikke umiddelbart har udsigt til at kunne anholde nogen for drabene.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde