Politiet: Brand i tennisklub formentlig påsat

Politiets brandteknikere gennemgik i løbet af mandagen Sakskøbing Tennisklubs brandhægede klubhus ved Holmeskoven i Sakskøbing.

Ifølge Steen von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing var branden søndag aften højst tænkeligt påsat.
- Det er et ubeboet hus, og der var ingen mennesker til stede. Derved ligner det mønstret fra de andre påsatte brande i Sakskøbingområdet, siger han.

Ifølge indsatsleder Svend Rykær kan branden meget vel have ulmet et par timer, før den blev opdaget kort før klokken 22 søndag aften, og Steen von Würden opfordrer alle, der har set noget usædvanligt i området til at henvende sig til politiet.

Oplysninger skal gives til politiets vagtcentral eller lokalpolitiet i Nykøbing på telefon 54 85 14 48 eller 114.

Politiet tror ligesom redningsberedskabets indsatsleder, at branden søndag aften i Sakskøbing Tennisklubs klubhus var påsat.

Offentliggjort Sidst opdateret