Politiet vender nu på en tallerken i den fatale sag fra Avedøre, hvor en 37-årig litauisk håndværker i fredags døde efter knivstik i hjerteregionen.
Mandens samlever blev anholdt og siden fængslet, men nu har politiet efter en rekonstruktion af forløbet valgt at løslade den 34-årige kvinde.
- Vi føler os nu helt overbevist om, at hans død skyldes et tragisk uheld. Hun har ført kniven, men på ingen måde haft til hensigt at skade ham, siger politikommissær Ole Nielsen ved Vestegnens Politi.
Politiet vil ikke oplyse de præcise omstændigheder omkring knivstikket, men ifølge Ole Nielsen faldt det ikke i en tilspidset familiesituation.
- Der var på ingen måde tale om, at de var oppe at skændes eller lignende. Det har bare været utroligt uheldigt, siger han.
Den litauiske kvinde har hele vejen igennem nægtet sig skyldig, men på spørgsmålet om, hvorvidt politiet så har været for hurtige på aftrækkeren svarer Ole Nielsen benægtende.
- Det mener jeg ikke. Politiet har haft behov for at kunne afprøve om det var et drab eller et uheld, og jeg mener, at vi har behandlet sagen med den hurtighed, man kan forvente, siger han.
Kvinden blev varetægtsfængslet i lørdags, men kun i en uge, hvilket er kort for en potentiel drabssag og antyder, at der allerede i grundlovsforhøret har været tvivl om dødsårsagen.
Ifølge Ekstra Bladet nåede manden også at fortælle ambulancefolkene, at det var et uheld, før han udåndede.
Trods løsladelsen af den litauiske kvinde er hun formelt fortsat sigtet for drabet på manden, som hun har en 11-årig søn med.
Sønnen var i parrets hjem på Lindelundsvej i Avedøre, da faren døde, men han overværede ikke det fatale stik.
Politiet ønsker ikke at give yderligere oplysninger i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde