Politiet dukker talstærkt op til Paludan-demonstrationer
Tre demonstrationer vil mandag finde sted i Albertslund. Bag den ene står partistifter Rasmus Paludan.
Stifteren af det islamkritiske parti Stram Kurs, Rasmus Paludan, vil mandag eftermiddag møde op til sin varslede demonstration i Albertslund.
Det samme vil et større antal betjente, oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse. Årsagen er, at en Paludan-demonstration søndag udløste uroligheder flere steder i København.
- Vi har søndagens hændelser i København i baghovedet, og vores indsats er dimensioneret derefter, siger politiinspektør Mogens Lauridsen.
I alt tre demonstrationer vil finde sted i Albertslund ved Havrens Kvarter i tidsrummet 16.00-21.00.
Den ene demonstration er Rasmus Paludans, mens de to andre har meldt sig på banen efterfølgende.
Politiinspektøren ønsker ikke at kommentere politiets operative planlægning. Dog lyder det, at politiet "vurderer situationen tæt og løbende og agerer derefter."
- Vi vil være tilstede i lokalområdet i løbet af dagen for at skabe tryghed for borgerne og senere for at sikre en fredelig afvikling af demonstrationerne.
- Jeg vil opfordre alle i området til at opføre sig fredeligt og følge politiets anvisninger, så afviklingen kan ske på en hurtig og rolig vis, siger Mogens Lauridsen i pressemeddelelsen.
23 personer blev anholdt i kølvandet på urolighederne i København søndag.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde