Politiet efterforsker kidnapning og voldtægt i bandemiljøet

15. april blev der i Retten i Odense afholdt et grundlovsforhør bag såkaldt dobbeltlukkede døre. Nu er politiet parat til at frigive oplysninger om sagen. (Arkivfoto). Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Retten i Odense havde midt i april et grundlovsforhør bag dobbeltlukkede døre. Tre er nu varetægtsfængslet.

Offentliggjort Sidst opdateret

En sag om flere alvorlige forbrydelser i bandemiljøet i Odense er under efterforskning af politiet.

Voldtægt, frihedsberøvelse og grov vold indgår i de sigtelser, der er blevet rejst, oplyser Fyns Politi tirsdag til Ritzau.

Ved et grundlovsforhør 15. april i Retten i Odense blev to mænd varetægtsfængslet.

Retsmødet blev holdt bag dobbeltlukkede døre, og derfor var det forbudt at give oplysninger om sigtelsen.

Senere er grundlaget for den ekstraordinære hemmeligholdelse imidlertid fjernet, og derfor er Fyns Politi nu indstillet på at besvare i hvert fald visse spørgsmål om sagen.

Den forurettede i sagen er en mand, og forbrydelserne skal være sket i Odense Kommune.

Det er foregået "internt i bandemiljøet", lyder det.

Men varigheden af den påståede frihedsberøvelse ønsker Fyns Politis kommunikationsafdeling ikke at udtale sig om.

Efter de to første anholdelser og fængslinger midt i april blev en tredje mand anholdt og fængslet.

De tre sigtede er henholdsvis 34, 32 og 18 år, oplyses det.

Efterforskningen er dog langt fra slut. Politiet mener, at flere end de tre har deltaget i forbrydelserne.

/ritzau/