Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald i vestjysk landsby
Der har været teknikere iført DNA-dragter til stede i forbindelse med efterforskning af et mistænkeligt dødsfald i Hvidbjerg nær Struer tirsdag. Foto: Morten Stricker/Ritzau Scanpix
Det er tirsdag aften uklart, hvorfor et dødsfald i Hvidbjerg betragtes af politiet som mistænkeligt.
Politiet efterforsker tirsdag et mistænkeligt dødsfald i Hvidbjerg nord for Struer.
Det skrev TV Midtvest, som havde talt med Midt- og Vestjyllands Politi tirsdag eftermiddag.
Efterforskningsleder Theis Tylstrup fortalte til mediet, at en person er fundet død på bopælen.
Tirsdag aften skriver politiet på X, at der er tale om en 49-årig kvinde, der har mistet livet, og at politiet modtog en anmeldelse tirsdag morgen klokken 08.55.
- Der er nogle omstændigheder omkring dødsfaldet, som gør, at politiet anser dødsfaldet som værende mistænkeligt, skriver politiet.
En person med relation til kvinden har tirsdag været anholdt i sagen, men er blevet løsladt igen, lyder det videre.
De pårørende til den afdøde person er underrettet.
Som borger i Hvidbjerg er der ikke grund til bekymring, lød det fra efterforskningslederen til TV Midtvest tirsdag eftermiddag.
Der er tirsdag aften ingen detaljer om, hvad der gør dødsfaldet mistænkeligt.
Men politiet oplyser, at det i løbet af dagen har foretaget "de nødvendige undersøgelser", og at kvinden vil blive obduceret onsdag.
Ifølge TV Midtvest har teknikere i DNA-dragter arbejdet på stedet.
Hvidbjerg har lidt over 1000 indbyggere og ligger nord for Struer.
/ritzau/
Seneste artikler
Hvad skal der med i mit CV?
Alle kender stemmen: Men hjemme i Nykøbing har Anders et helt andet projekt
Museer og dyreparker er danskernes foretrukne mål i efterårsferien
Er det genialt? Lollandsk forslag kan rykke ved uretfærdigheden
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker