Politiet efterlyser hjælp til at identificere trafikdræbt

Politiet beder nu befolkningen om hjælp i forsøget på at identificere den mand, der tirsdag morgen blev dræbt, da han løb ud foran en lastbil på Sydmotorvejen ud for Sakskøbing.

De første gisninger lød på, at det formentlig var en person fra forsorgshjemmet Saxenhøj, men det har institutionen afkræftet. Indtil videre har det derfor ikke været muligt at klarlægge, hvem manden er, og derfor har politiet også valgt at offentliggøre et signalement af den dræbte, fortæller Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Han oplyser, at der er tale om en omkring 30-årig mand med et nordeuropæisk udseende. At manden er cirka 170 centimeter høj, spinkel til almindelig af bygning og med kronraget hår med mørke skægstubbe og et lille fipskæg.

Ifølge politiets signalement havde dræbte desuden tre tatoveringer. På højre overarm var en såkaldt tribal-tatovering (mørk og rød farve), på højre underarm var en tatovering af et egern, iført jakke og hat (mørk farve), på venstre skulder/overarm var en større tatovering af en "hun-djævel" med trefork siddende på en bygning (mørk farve).

Manden var iført sort t-shirt, sort langærmet trøje med gyldent broderi af ukendt figur og gotisk-lignende bogstaver på venstre bryst samt en sort/brun dunjakke med pelskrave. Han var desuden iført sorte bukser, isat et hvidt lærredsbælte med sølvlignende bæltespænde med påskrift. På fødderne havde han grå uldsokker og et par sorte Nike sko med hvid/lime-grøn sål.

Arne Holdensen understreger, at politiet meget gerne vil høre fra borgere, der ligger inde med oplysninger om personer, der svarer til signalementet. De kan henvende sig til politiet på telefon 55 31 14 48 eller 114.

Foto: Claus Hansen

Offentliggjort Sidst opdateret