Politiet efterlyser mand uden signalement

Navn, alder og køn. Andre oplysninger har politiet ikke om den rumænske mand, der efterlyses i forbindelse med drabet på en 57-årig landsmand i Nørresundby.

- Vi har ikke noget signalement af ham, siger lederen af efterforskningen, Torben Jensen i Nordjyllands Politi, lørdag eftermiddag.

Man har endnu ikke et foto og heller ikke sikre vidneoplysninger om den eftersøgtes udseende.

Han er kæreste med den 28-årige kvinde, som i første omgang blev anholdt.

Hun blev løsladt efter et tre timer langt grundlovsforhør fredag.

Dommeren fastslog, at politiet ikke er i stand til at underbygge mistanken mod kvinden, der torsdag blev anholdt i København.

Drabet er sket i en villa på Skovvej, hvor flere rumænere gennem den senere tid har boet.

- Han blev tilføjet flere knivlæsioner, og det er blandt andet på grund af forblødning, at han er afgået ved døden, siger Torben Jensen om den foreløbige dødsårsag.

Den rumænske ambassade i København er blevet bedt om at finde frem til eventuelle pårørende i hjemlandet.

I villaen har der en overgang boet 17 rumænere, siger den mand, der ifølge Ekstra Bladet lørdag slog alarm til politiet om drabet.

- Det er en ren røverbule. Der er to forskellige bander, der holder til i huset, og de bliver jævnligt uvenner, siger Gigil Tita til bladet.

I Nordjyllands Politi siger Torben Jensen, at der formentlig var flere personer til stede i huset, da den 57-årige blev dræbt.

/ritzau/

Flere rumænere har holdt til i den villa i Nørresundby, hvor 57-årig forblødte af knivstik.

Offentliggjort Sidst opdateret