Politiet efterlyser tysk bil ved tyveri af millionmaleri
Midt- og Vestjyllands Politi efterlyser en tysk indregistreret bil i forbindelse med tyveriet af Emil Noldes millionmaleri fra Ølstrup Kirke nær Ringkøbing.
Vidner har bemærket en mørk metalblå Opel Astra eller Corsa, muligvis en stationcar, umiddelbart øst for kirken mandag omkring klokken 19.30.
- Bilen var tysk indregistreret, og der stod to mand ud af bilen, der herefter kørte videre med en tredje mand som chauffør, oplyser vicepolitiinspektør Jens Ole Pedersen fra lokalpolitiet i Ringkøbing til Ritzau.
Maleriet var indsat i kirkens altertavle og er malet af Emil Nolde i 1904. Det har titlen "Middag i Emmaus" og er vurderet til omkring 10 millioner kroner.
Tyveriet er sket mellem klokken 09.00 mandag og tirsdag formiddag klokken 11.
Et vidne har set bilen forlade Ølstrup by ad Attenagrevej mod sydøst omkring klokken 20.
Et andet vidne har bemærket en mørk st. car holde på p-pladsen overfor kirken klokken cirka 19.40. I bilen sad en mand, på omkring de 50 år. Han bar briller med tyndt stel.
Politiet vil gerne tale med disse personer, eller med vidner, der kan komme med yderligere oplysninger om personerne eller bilen.
- Der er ikke tegn på indbrud i kirken, der i øvrigt står ulåst i dagtimerne, sagde vicepolitiinspektør Jens Ole Pedersen tidligere.
Det stjålne maleri måler omkring 60 gange 80 cm, og tyvene har kunnet pille det ned ved hjælp af en skruetrækker.
Politiet har allerede efterlyst maleriet internationalt via Interpol.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned