Politiet efterlyser vidner til knivoverfald i Aarhus

Østjyllands Politi efterlyser vidner, der overværede et overfald lørdag eftermiddag på Ryhavevej i Hasle vest for Aarhus, hvor 10 mænd overfaldt en 29-årig lokal mand, mens han sad i sin bil.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den 29-årige blev stukket adskillige gange med en kniv og fik blandt andet perforeret den ene lunge.

Han er indlagt på Kommunehospitalet i Aarhus, hvor han meldes uden for livsfare, oplyser Østjyllands Politi.

Politiets efterforskning har vist, at omkring 10 mænd deltog i overfaldet. Foreløbig har politiet imidlertid kun anholdt en. Det er en 16-årig dreng, der også kommer fra lokalområdet.

Han vil søndag blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Randers.

Politiet kender foreløbig ikke motivet til overfaldet på den 29-årige.

Overfaldet blev overværet af mange mennesker, og politiet har allerede fået mange henvendelser fra folk der har set noget.

- Det bevirker, at vi er meget fortrøstningsfulde med hensyn til den videre efterforskning. Vi er glade for oplysningerne og modtager gerne flere henvendelser fra de mange vidner, der overværede overfaldet, siger vagtchef Jesper Drejer, Østjyllands Politi.

/ritzau/